2015 Melges 24 World Championship – VM skydes i gang til middag
by Mick Anderson - SailingPIX.dk on 29 Jun 2015
Alle både er målt og vejet, og besætningerne har været ude at løbe for at holde sig under max-vægten på 375 kilo - 2015 Melges 24 World Championship Mick Anderson / Sailingpix.dk
http://sailingpix.photoshelter.com/
2015 Melges 24 World Championship – 96 både skal kæmpe om VM-guld i Middelfart. Alt er linet op til en fantastisk sejleruge med svære sejlforhold og hedebølge på vej.
MIDDELFART: De sidste forberedelser er i gang, de tunge gaster er sendt ud på løbetur for at smide overskydende kilo, bådene er blankpolerede og toptunet, og mandag går det løs ved VM for Melges 24 arrangeret af Match Race Denmark og Middelfart Sejlklub.
Mere end 100 frivillige står de næste syv dage på spring for at få det enorme arrangement til at spille, og det er ligefra rengøringsholdet til baneledere og stævnearrangører. For når omkring sejlere skal ud og ud at havnen samtidigt og serviceres på land, skal organisationen være på plads.
- Vi har arbejdet intenst på at få stævnet på plads i et par år. Vi fik stævnet tildelt allerede i november 2013, men det tog lang tid at få stævnet i kalenderen, så det kunne passe for sydeuropæerne at tage herop lige efter Kieler-ugen. Og oveni skulle vi have stævnet passet ind kvindernes matchrace-kalender, siger stævneleder Søren Laugesen.
Og VM’ets gode placering i sejlerkalenderen har fået både professionelle og ikke-professionelle til at sætte kurs mod det fynske, og feltet er godt fordelt med omtrent halvdelen i hver af de to professionelle og ikke-professionelle grupper.
Blandt favoritterne til guldmedaljerne er den tidligere Moth-verdensmester Bora Gulari (USA) med Jonathan McKee som taktiker, sammen med italienske Audi Sailing med Riccardo Simoneschi ved roret, og så vil svenske Staffan Lindberg også blande sig i toppen.
Danmark stiller med ikke mindre end 18 både til start, hvor aarhusianske Kim Christensen må anses for at være bedste bud på en topplacering.
Følg sejladserne live
Sejladserne vil blive fulgt af en mindre flotille at tilskuerbåde, og der er også mulighed for interesserede at komme med på vandet. Vil man hellere følge med fra sofaen eller via computeren på kontoret, er der live-streamning af sejladserne hele ugen, som sammen med TracTrac giver en god mulighed for at følge med.
Danske SportsXstream leverer de levende billeder med tre kameraer på banen, og et italiensk tv-hold hyret af klasseorganisationen leverer hver dag indhold til hjemmesiden og de sociale medier.
På land er hele ydermolen i Middelfart Marina spækket med hyggelige telte, hvor man kan se på udstyr og få gode sejlertilbud eller bare sidde og nyde udsigten med en kold fadøl i solen.
Stævnet bliver åbnet med en flot reception mandag aften på Hindsgavl Slot.
If you want to link to this article then please use this URL: www.sail-world.com/135966